Bjørneskoven Müritz
Siden 2006 har Bjørneskoven Mürtiz været hjem for flere bjørne, der er blevet reddet fra zoologiske haver og cirkusser. Et besøg i Bjørneskoven Mürtiz er en lærerig og spændende oplevelse, hvor I kan komme tæt på bjørnene i deres naturlige habitat samtidigt med, at I besøger smuk og vild natur!
Vesteuropas største bjørnereservat
Bjørnereservatet er iværksat af dyrebeskyttelsesorganisationen Vier Pfoten og er Vesteuropas største bjørnereservat med et samlet areal på 16 hektar. Hver sommer gæster omkring 54.000 besøgende bjørneskoven, og det er med god grund. Bjørnereservatet er hjem for 12 bjørne, som er blevet reddet fra zoologiske haver og cirkusser, og som nu får lov at leve i deres naturlige habitat. Blandt bjørnene er der både søskendepar og forældre-barn forhold. Dyrepassere tager sig af bjørnene og sørger for, at bjørnene har det godt. De er også opmærksomme på dynamikkerne mellem bjørnene for at sikre sig, at bjørnene kommer godt ud af det med hinanden.
Det kan du opleve i bjørneskoven Müritz
Lær om bjørnene under og inden jeres besøg
I kan lære om bjørnene, der lever i reservatet gennem de forskellige udstillingsstationer, der er placeret rundt omkring i bjørneskoven. Her fortælles om bjørnene, deres liv og meget mere. I kan også melde jer på en gruppetur – det kræver blot, at I booker i forvejen og er mere end 10 personer afsted sammen.
Kan I ikke vente, så kan I allerede møde bjørnene på Bjørneskoven Müritz’s hjemmeside. Her kan I lære alle 12 bjørne at kende. I kan læse om deres baggrund, hvordan de endte i bjørnereservatet, men også om hvad de godt kan lide at spise, og hvordan dyrepasserne vil beskrive bjørnenes personligheder. Læs mere om bjørnene lige her.
Forkæl jer selv på en økologisk bistro
Når sulten melder sig efter en spændende tur rundt i bjørneskoven, så kan I hvile benene og fylde maverne på den økologiske bistro ved reservatet. Alle retterne er hjemmelavede og råvarerne er købt så lokalt og dyrevenligt som muligt med fokus på at undgå lange transportruter. De fleste af retterne på menukortet er vegetariske eller veganske, og menukortet ændrer sig i takt med årstiderne og de råvarer, køkkenet har tilgængelige.
Gode oplevelser kræver gode souvenirs
I bjørnebutikken kan I købe gode og sjove souvenirs med hjem. Her kan I købe alt fra kalendere til grankogleformede stearinlys, kaffekopper og fine t-shirts med bjørnemotiver. Køb en lille sjov ting med hjem til jer selv, så I altid kan mindes de gode oplevelser og støt samtidigt et projekt med et godt formål.
Ofte stillede spørgsmål om Bjørneskoven Müritz
Hvornår åbner bjørneskoven Müritz
15 marts til 31. oktober:
09:00 – 18:00
1. november til 14. marts:
10:00 – 16:00
Hvor ligger bjørneskoven Müritz?
Am Bärenwald 1,
17209 Stuer
Hvad koster et besøg i bjørneskoven Müritz
Se priser på bjørneskovens hjemmeside her:
https://www.baerenwald-mueritz.de/en/for-visitors/prices-and-opening-hours