Mols Bjerge
Aktive ferieoplevelser i Nationalpark Mols Bjerge
Nationalpark Mols Bjerge i Østjylland er et charmerende og naturskønt udflugtsmål, der indbyder til mange forskellige aktiviteter. Det store naturareal spænder over skov, hede, søer, kyst og hav, så mulighederne for spændende friluftsaktiviteter er mange. Det kuperede landskab er hjem for mange forskellige planter og dyrearter.
Østjylland og Nationalpark Mols Bjerge
Nationalpark Mols Bjerge ligger i Østjylland på halvøen Djursland. Det 180 km² store naturområde går fra Kattegatkysten og udsigtspunktet Jernhatten i øst til Kalø i vest. Følg A21 for at komme til Mols Bjerge.
Det kan du opleve i Mols Bjerge
Nationalpark Mols Bjerge ligger i et fascinerende naturlandskab. Regionens mange bakker har lagt navn til nationalparken, der indbyder til vandre- og cykelture eller en tur med madkurv i det grønne. Området er en sand naturperle, der er spækket med frodig fauna og flora. De underskønne omgivelser gør det let at miste fornemmelsen for tid og sted. De idylliske landsbyer og gamle herregårde i nationalparken er ligeledes med til at vække områdets spændende historie til live.
Det kan du opleve i Mols Bjerge
Smukke byer og herregårde
På din tur gennem Mols Bjerge kommer du forbi historiske landsbyer og traditionsrige herregårde. De historiske bygninger bebos i dag af kunsthåndværkere og kunstnere. Det er en spændende oplevelse at besøge de små gallerier og værksteder, hvor I sågar kan være heldige at kunne kigge håndværkerne over skulderen under arbejdet.
Den mest idylliske byperle i nationalparken er uden tvivl den gamle købstad Ebeltoft. Den gamle bydel er som taget ud af et gammelt eventyr med sine brolagte gader, stokrosehegn og stråtækte huse med pastelfacader. Markedspladsen er byens bankende hjerte.
Kalø Slotsruin i Nationalpark Mols Bjerge
Kalø Slotsruin er et spændende udflugtsmål for hele familien. Ungerne vil elske turen ud til middelalderruinen Kalø, der ligger på en lille ø og er forbundet med fastlandet via en smal dæmning på en halv kilometer. Vel fremme på øen kan I besigtige resterne af det gamle fæstningsværk, der samtidig byder på en fantastisk udsigt over Mols Bjerge og Kalø Vig. I kan frit bevæge jer rundt i borgens centrale hovedtårn og på voldanlæggene, hvilket hurtigt sætter fantasien i gang og indbyder til spændende lege.
En anden historisk attraktion i området: Runddyssen Poskær Stenhus
I Danmark er der stadig spor efter bronzetiden i form af stendysser og jættestuer. Poskær Stenhus i Mols Bjerge stammer fra bronzetiden. Poskær Stenhus er Danmarks største runddysse og blev opført omkring 3.300 f. Kr. Den kæmpestore dæksten vejer 11,5 ton og har sågar en tvilling på den nærliggende Grovlegård-dysse – den enorme sten blev nemlig kløvet i to. Grovlegård-dysse ligger ca. to kilometer fra Poskær Stenhus. Da området Mols Bjerge blev købt af Århus Kommune i 1990’erne, fulgte runddyssen Poskær Stenhus således med i købet.
Ofte stillede spørgsmål om Mols Bjerge
Hvornår åbner parken?
Mols Bjerge er altid åben.
Hvor ligger parken?
Adressen på Nationalpark Mols Bjerge:
Grenaavej 12
8410 Rønde
Hvad koster entré?
Parken er gratis at bevæge sig rundt i. I kan dog købe billetter til diverse arrangementer.
Aktive naturoplevelser for store og små
Mols Bjerge indbyder til sport, motion og leg året rundt med sin afvekslende natur. Du kan udforske bakker og skov på egen hånd eller deltage i en guidet tur. Vælger du det sidste, får du selvsagt masser af spændende oplysninger om regionens dyr og planter med i købet. Hele nationalparken gennemskæres af markerede vandre- og cykelstier, hvilket gør det nemt og afslappende at udforske naturområdet på egen hånd.
Kattegat: blide bølger og hvide sandstrande
Kattegat er kendt for sine børnevenlige badestrande med rolige strømforhold. Vandet er samtidig ret lavt, hvilket gør østkysten til et hit blandt børnefamilier, der ikke er klar til Vesterhavets vilde våger endnu. Herudover er kysten ved Mols Bjerge et eldorado for lystfiskere. Eller hvad med en dag på havet? Veteranskibet Skødshoved stævner ud fra Ebeltoft og lægger til ved Kalø Slotsruin i Nappedam Lystbådehavn.
Mols Bjerge kort fortalt: Underskøn natur og unikke aktiviteter
Mols Bjerge er mere end bare et idyllisk bakkelandskab, da nationalparken også omfatter strande, skove og købstæder. Mulighederne for at vandre, cykle eller hoppe i bølgen blå er uovertrufne. Hertil kommer stemningsfulde landsbyer, charmerende købstæder og historiske mindesmærker, der bringer historien helt tæt på.