Udlejning af sommerhuse i Ålbæk
Hos VillaVilla har vi mange års erfaring indenfor udlejning af store sommerhuse til mange gæster i hele Danmark samt i Tyskland og Sverige. Det gælder selvfølgelig også for Ålbæk, et område som vi er i stand til at give dig rådgivning i uanset om det er valget af sommerhus, muligheder for aktiviteter eller andet, du er i tvivl om.
Sommerhusene i Ålbæk er parate til at modtage mange gæster. Husene kan rumme mellem 18 og 26 personer, så der er god plads til alle familiens medlemmer. En af de ting, der fungerer særligt godt i de sommerhuse, vi udlejer i Ålbæk, er, at soveværelserne er delt op i enten to eller tre soveafdelinger. Opdelingen afhænger naturligvis af, hvor stort huset er. De to største huse har desuden en eller to hemse, som særligt børnene plejer at være helt vilde med. De forskellige soveafdelinger giver en naturlig opdeling af sommerhuset. Opdelingen kan enten bruges til, at hver familie har sin egen afdeling at trække sig tilbage i eller måske det vil fungere bedre for jer at lave en opdeling ud fra alder. På den måde er det nemmere at tage hensyn til hinanden og sørge for, at der er ro, om så det er midt på dagen til en middagslur, om aftenen til tidlig sengetid eller om morgenen, hvis der er teenagere, der gerne vil sove længere end andre.
Store sommerhuse i Ålbæk
Særlige faciliteter i sommerhusene i Ålbæk
Alle de sommerhuse vi udlejer i Ålbæk er sommerhuse med pool, sauna og spabad. Børnene kan boltre sig i den store swimmingpool, mens de voksne tager en afslappende pause enten i saunaen eller i spabadet. I alle sommerhusene er spabadet placeret i et hjørne af poolområdet mellem vandrutsjebanen og poolen, så det er nemt at holde øje med de badende og give en hjælpende hånd med i tilfælde af, at det skulle blive nødvendigt. Et enkelt af husene, sommerhus nr. 500, har desuden en udespa, som I kan nyde godt af både i sommer- og i vinterhalvåret.
Noget af det, der gør, at de sommerhuse, vi tilbyder i vores sommerhusudlejning i Ålbæk, skiller sig ud fra de øvrige alternativer på markedet, er sommerhusenes faciliteter. Som sagt har sommerhusene en naturlig opdeling i forhold til soverum og de har også poolområder med både swimmingpool, spabad og sauna. Men det er ikke alt; sommerhusene i Ålbæk har nemlig også aktivitetsrum. Et aktivitetsrum er et større rum, som I kan bruge timevis i med de forskellige slags underholdning, som rummet stiller til rådighed. I alle sommerhusene, der udlejes i Ålbæk, finder I bordtennis, dart, billard og bordfodbold. Hele familien kan på skift være med til at spille og hvis I har lyst, kan I starte en turnering, der viser hvem, der er den ultimative spillehaj. Alle sommerhusene har desuden en spillekonsol, som I frit kan benytte. Hvilken type spillekonsol, der er tale om, kan I læse under hvert af sommerhusene, så I er sikre på, at I ikke tager de forkerte spil med jer, når I pakker.
Desuden er det tilladt at medbringe op til 2 husdyr i alle de sommerhuse, vi udlejer i Ålbæk. Det betyder, at alle familiens medlemmer – også de firbenede – kan komme med på ferie. Hvis I har brug for at kunne tage yderligere husdyr med, kan I altid kontakte os og så tager vi jeres forespørgsel med videre til husets ejer. Hvis I medbringer husdyr, skal I dog være opmærksomme på, at det er jeres ansvar, at dyret ikke gør skade på sommerhuset. Derudover er det vigtigt, at I er opmærksomme på, hvorvidt det er tilladt at tage dyret med ud i omgivelserne. På langt de fleste strande er det tilladt at have eksempelvis en hund med og flere steder må de løbe frit i vinterhalvåret (fra oktober til marts), mens der andre steder er totalt forbud mod husdyr.
Se hele vores udvalg af sommerhuse i Nordjylland.
Hvordan er et sommerhus i Ålbæk egentlig?
Vi har fuld forståelse for, at det kan være en svær beslutning at vælge hvilket sommerhus, der passer bedst til de behov, du og din familie har for jeres ferie. Derfor har vi forsøgt at gøre valget lettere for dig. To af sommerhusene, vi udlejer i Ålbæk, har vi nemlig mulighed for – næsten – at byde dig velkommen indenfor i. Både sommerhus nr. 500 og sommerhus nr. 440 har vi lavet videopræsentationer af, så I kan få en ordentlig fornemmelse af, hvad det vil sige at være i sommerhus i et af de poolhuse, I kan leje gennem VillaVilla. I finder videopræsentationer ved at følge linkene til sommerhusene og så følge linket øverst i husbeskrivelsen. Hvis I udelukkende er interesseret i at se videoerne og ikke læse om husene, kan I også finde videopræsentationen af hus nr. 500 her og hus nr. 440 her.
Sommerhusferie i Ålbæk i Nordjylland
Ålbæk som feriedestination
Ålbæk ligger mellem Frederikshavn og Skagen i det nordlige Jylland og går under navnet ‘lysets landsby’. Det gør byen, fordi Ålbæk har rekorden for antal solskinstimer i Danmark. På grund af byens placering mod nord og med retning mod Norge, bidrager fønvinden fra de norske fjelde til, at Skagens Odde har så mange solskinstimer. Det vil sige, den vind, der bevæger sig ned af læsiden på de norske bjerge, skubber skyerne over den nordligste del af Jylland væk. Mængden af sol er med til at give det særlige lys, som særligt Skagen er kendt for. Solen reflekteres i sandet på stranden og derudover sker der noget helt særligt i og med, at der så kort afstand mellem Vesterhavet og Kattegat. Har I lyst til at opleve solrige dage og lyse nætter, så er Ålbæk et godt bud på et sted at holde ferie.
Ålbæk er desuden kendt for at være en lille fiskerby med lystbådehavn. Oprindeligt var Ålbæk et fiskerleje og det mærkes stadig i dag. Den hyggelig havn, Ålbæk Havn, bibeholder den autentiske stemning. Her er det muligt at købe fisk med hjem til aftensmaden. Den aktive lystbådehavn er med til at bidrage til den charmerende stemning, som spreder sig til resten af byen.
Har I små børn eller usikre badere med på ferie, er Ålbæk et godt sted at tage hen. Ålbæk ligger mod øst ud til kysten af Skagens Odde og denne del af kyststrækningen danner Ålbæk Bugt. Badeforholdene er gode, fordi vandet ligger i læ og dermed er roligere end meget af det badevand, der findes andre steder i Danmark. Derudover er vandet lavt, så de små nemt kan bygge tillid op til deres evner i eget tempo. Vandet er klart, stranden består af fint sand med få sten og havbunden er ren. Der må ikke køre biler på stranden og der er sjældent stærk strøm, hvilket alt sammen er med til at gøre Ålbæk Strand så børnevenlig, som den er.
Aktiviteter og seværdigheder tæt ved Ålbæk
Ålbæk er et godt sted at tage på sommerhusferie i Nordjylland, særligt fordi det ligger centralt i forhold til de mange aktiviteter og seværdigheder, der er at finde i det nordjyske. Skagensbanen går direkte gennem bymidten i Ålbæk. Det giver jer mulighed for at komme til både Skagen og Frederikshavn på under 20 minutter. Disse to nordjyske byer er uden tvivl et besøg værd. I Skagen rejser I næsten tilbage til Skagensmalernes tid, når I omgiver jer af gule huse med røde tage, bølgende klitter og to have, der mødes. I Frederikshavn har I mulighed for at rejse til Caribien, her er nemlig både palmestrand om sommeren og stort, indendørs badeland inspireret af det caribiske hav.
Hvis I har lyst til på et tidspunkt at tage et smut ind til en større by, tager det kun en time i bil at komme til Aalborg, der af nogen er kendt som Nordens Paris. På samme måde som Ålbæk emmer af dens tidligere status som fiskerleje, gør Aalborg det også. Aalborg har i mange år været en by fyldt med industri, men er nu blevet et sted, hvor pulsen fra livet i en storby blander sig med de store industribygninger, der både kan ses langs havnefronten og blandt byens større bygninger, der nu er inddraget til andre formål. En dagstur til Aalborg bringer jer til en hyggelig by med flere gågader, lækre spisesteder med både dansk og international mad og spændende museer. Tag turen op i Aalborgtårnet eller gå op af Signalbakken i den østlige del af byens centrum for en fantastisk udsigt over byen og Limfjorden. Besøg Kunsten hvor moderne kunst udstilles eller gå en tur i Kildeparken ved siden af Aalborg Kultur og Kongrescenter, hvor I finder De Syngende Træer. Byen har også sin egen zoo i centrum af byen.
Er I ikke så meget til byliv, ligger Ålbæk Klitplantage mod vest. Her kan I gå ture i lettere kuperet klitterræn og skov. Tæt på Ålbæk ligger desuden Farm Fun, et kæmpe stort naturområde med mere end 500 fugle og dyr, hvor det er tilladt at røre og kæle med de fleste af dyrene. Her er desuden svævebane, hoppepuder, boldbaner, gynger og meget mere. Farm Fun er det perfekte sted for børn at få en god oplevelse i andre rammer end dem, der er vant til, hilse på forskellige dyr og samtidigt få brændt en masse krudt af.